Foredrag

Bibliotekernes Festival for Historie

Gennem udveksling, møder, lån og tyveri fra andre kulturer er den danske historie blevet til. Med festivalen kaster vi lys over danskernes kamp med det fremmedartede.

Af Stinna Gyrup Dommerby

""

Hvordan vi tog alt det fremmede og gjorde det hjemligt og dansk 

Fra Æsops fabel om kragen, der smykkede sig med påfuglefjer, kommer udtrykket ”at pynte sig med lånte fjer”. Det danske samfund er fyldt med begreber, stilarter og kulturgenstande, som er blevet hentet hjem fra udlandet. Eksemplerne er mange og breder sig fra kristendommen, demokrati og popmusik til bogstaver, matematik og mobiltelefoner. Historien har ofte flyttet sig ved åbensindet dialog og inspiration, mens ligeså ofte har det været krig, kolonisering og tyveri, der har bragt det fremmede ind i den danske kultur.

Gennem udveksling, møder, lån og tyveri fra andre kulturer er den danske historie blevet til. Med festivalen kaster vi lys over danskernes kamp med det fremmedartede.

Fra den 18. - 23. november 2024 smykker vi dansk historie med lånte fjer. Bibliotekernes Festival for Historie byder på livestreaming med vidende oplægsholdere og aktiviteter på folkebiblioteker i hele landet.

 

""
""

Live i stuen

Mandag til torsdag kan du hver eftermiddag, hjemme fra din egen sofa, se direkte, streamede oplæg og foredrag med formidlere og historikere fra nogle af landets mange spændende museer, oplevelsescentre og samlinger. Emnerne er mange; du kan blandt andet blive klogere på Fodboldhistorie med Morten Bruun, historier om dansk mad, dansk popmusiks svenske rødder, krig og tab der formede Danmark, en dansk-tysk byttehandel: Sønderjylland i bytte for De Vestindiske Øer og oldtidens skibe.

Det er gratis at deltage og kan gøres både på mobil, iPad og computer. Tilgå de enkelte Live i stuen-foredrag i link nedenfor.