Materialevalgspolitik for Vesthimmerlands Biblioteker
Vesthimmerlands Bibliotekers materialevalgspolitik bygger på biblioteksloven og folkebibliotekernes formål om at fremme oplysning, uddannelse og kulturel aktivitet. Indkøbene til biblioteket tager udgangspunkt i, hvad der typisk efterspørges i Vesthimmerland.
Overordnede principper for materialevalg
- Der indkøbes bredt inden for populære titler og emner med fokus på kvalitet, alsidighed, aktualitet og efterspørgsel.
- Materialevalget baseres på ugentlige materialevalgslister og lektørudtalelser.
- Smallere titler indkøbes mere forsigtigt, med mindre der er stor efterspørgsel.
- Lokale titler vurderes ud fra relevans, aktualitet og efterspørgsel.
- Hvis en titel ikke opfylder disse kriterier, skaffes materialet i stedet fra centralbiblioteket.
Andre sprog
- Engelsk skønlitteratur indkøbes i begrænset omfang baseret på aktualitet og efterspørgsel.
- Der købes som udgangspunkt ikke på andre sprog.
Aviser og tidsskrifter
- Biblioteket tilbyder et udvalg af daglige aviser.
- Der holdes abonnement på en række efterspurgte tidsskrifter, som både kan læses på stedet og lånes med hjem.
Ventetid på populære titler
- Målet er, at lånerne højst skal vente 4 måneder på en populær titel.
- Undtagelser kan forekomme ved forsinkede leverancer eller titler, der vurderes at have kort levetid på hylderne.
- Kviklånseksemplarer indkøbes efter behov for at reducere ventetiden.
Materialevalg for børn og unge
- Biblioteket sikrer en varieret samling, der dækker mange genrer og temaer.
- Der lægges vægt på inklusion, diversitet og materialer, hvor alle kan spejle sig selv.
- Både brede og smalle titler indkøbes afhængigt af efterspørgslen.
Spil og film
- Playstation-spil: Biblioteket køber spil til Playstation 5 med bred appel og gode anmeldelser samt enkelte efterspurgte Playstation 4-titler.
- Film på DVD: Der indkøbes film ud fra aktualitet og efterspørgsel med fokus på mainstream-titler og danske produktioner. Der købes ikke Bluray.
Fordeling mellem fysiske og digitale ressourcer
- Digitale ressourcer: Cirka 40% af materialebudgettet bruges på e-bøger, lydbøger og streamingtjenester.
- Lånebegrænsninger kan forekomme, hvis den totale mængde lån pr. måned er opbrugt.
Løbende kassation af materialer
- For at sikre en aktuel og levende samling ryddes der løbende op i bibliotekets materialer.
- Materialer kasseres, hvis de:
- Ikke længere efterspørges.
- Har mistet deres aktualitet.
- Er blevet for slidte.
- Kasserede materialer sælges én gang årligt under Verdensmålsugen for at fremme genbrug og bæredygtighed.